Moskva – Volgograd september 2006.
Søndag den 17. september
I aftes kom vi til Lyngby via Odden og Valby med Abildskou, og der fra med Christian. På vejen til Porsevænget hentede vi fire pizzaer, som Rikke havde bestilt, de overlevede i en halv time.
Vi har mødetid kl. 11.45 i Kastrup Lufthavn, så selv om vi gerne vil være der i god tid, har vi en fredelig morgenstund og kan tage den med ro. Det kan man dog som sædvanligt ikke mærke på Christian, da han kører os derud. Grete og Christian er allerede ankommet, og vi finder frem til dem ved hjælp af mobiltelefonen. Det er tid til et glas øl, inden vi skal checke in. Den procedure tager imidlertid over en time, så vi er nødt til at skynde os med vores indkøb for at nå frem til Gate C-30 i tide.
Det russiske fly er næsten fuldstændigt fyldt af rejsende fra 65-Rejser, idet vi i alt er 142 af sted på denne tur. På den to timer og fem minutter lange flyvetur til Moskva serverer de boller, smør, lidt forskelligt pålæg, som er udmærket og ledsaget af et glas vin.
Lufthavnen i Moskva er nok ca. en fjerdedel så stor som Kastrup og sammenlignet med mange andre lufthavne er den yderst fredelig. Aller fredeligst er paskontrollen, som er enkel men umådelig sendrægtig, og her tilbringer vi omkring en halv time. Yderligere forsinkelse følger af, at nogle af vores medrejsende har mistet deres bagage.
Trafikken i Moskva er forfærdelig. Det er kø på kø, og man kommer ingen vegne, og det oplever vi allerede på vej ind fra lufthavnen. Vi er derfor stærkt forsinket og klokken er omkring 9 om aftenen, da vi endelig når frem til vort skib. M/S Kronstadt. Her bliver vi til gengæld glædeligt overrasket. Skibet er overskueligt og hyggeligt og pænt, og kahytterne er små, men der er alt, hvad vi skal bruge og også plads til at røre sig samt et dejligt vindue, som vi vil få megen glæde af, og hvor vi i aften kan se lysene fra beboelsesejendommene på den anden side af Moskvafloden spejle sig i vandet.
Fire retter dejlig mad, hvor hovedretten er en tyk skive oksesteg, ledsaget af en flaske velsmagende rødvin til omkring firs kroner, og så har vi sagt goddag til Rusland og godnat til Moskva.
Mandag den 18. september
Vækning klokken 6.15 og for os er det i virkeligheden klokken 4.15 så der kan ikke beskrives så meget her fra morgenstunden bortset fra at buffeten var god med lun bacon og hårdkogte æg, forskellig slags pålæg og frugt, små pandekager med honning, yoghurt m.m.
Klokken 8.00 kørte vi af sted i fire busser og kæmpede os i løbet af et par timer vej i køer ind til Moskva centrum.
Ligesom Hitler gik Stalin meget op i byggerier, og det gælder måske i virkeligheden for alle magtmennesker og ikke mindst for de uhæmmede. Denne interesse kan man i dag iagttage i syv næsten ens skyskrabere i Moskva kaldet De syv Søstre, som repræsenter den såkaldte Stalin gotisk byggestil. Vi ser dem oppe på Spurvehøjene præsenteret ved universitetet, hvor vi gør ophold for at nyde udsigten ud over Moskvas centrum. Vejret er pragtfuldt, lidt køligt her på morgenstunden men et klart solskin. Derpå kæmper vi os igennem trafikken frem til Kristi Frelserkirke. Det er den russisk ortodokse kirkes hovedkvarter. Den oprindelige opførelse blev påbegyndt i år 1812 i taknemmelighed over russernes sejr over Napoleon. Byggeriet tog 44 år, og herefter fik kirken lov til at stå i yderligere 48 år, hvorefter Stalin i 1931 fik den sprængt i luften for at gøre plads til et 315 meter højt sovjetpalads kronet med en 100 meter høj Leninstatue. Den bygning skulle overgå Impire State Building i USA, men den sænkede flodbred kunne ikke bære det planlagte byggeri så i stedet anlagde Krutchev Europas største friluftsbad på pladsen. I 1994 besluttede man sig for at genopbygge kirken, og i løbet af tre år genopførtes den 103 meter høje kirke afsluttet med beklædning af kuplerne med 100 kg bladguld. Den russiske kristendom har eksisteret i 1018 år, men har kun overlevet de halvfjerds år under kommunismen ved at ligge underdrejet, men nu blomstrer troen igen illustreret ved flot restaurerede kirker med smukke kirkerum og præster i prægtige dragter. Og i Kreml bærer selve præsidenten Putin et kors, som han i barndommen havde fået af sin mor. Således er alt igen i harmoni.
Det kan blive bevidnet, da vi på vores næste stop kommer til Kreml. Det blev født i 1150 som en forsvarsfæstning ved Moskvafloden først opført i egetræ og siden i kalksten og fra 1400 – tallet har man de syv meter tykke mure, som den dag i dag omkranser Kreml. Invasioner og brande har igennem middelalderen slidt hårdt på borgen, men aldrig gjort det af med den. I 1610 indtog polakkerne Moskva, men endte med at måtte forskanse sig i Kreml, hvor de kapitulerede til den russiske hær. Napoleon indtog byen i 1812 og gav ordre til at sprænge Kreml i luften, men bygningen var så solid, at det ikke lykkedes. I perioder har St. Petersborg været hovedstad i Rusland, men fra 1917, hvor Lenin valgte Moskva som sit hovedkvarter, har byen igen været Capitol indtil 1991 under det kommunistiske flag men siden da under det hvide, røde og blå russiske.
Vi ankommer gennem Kutafja-tårnet fra 1500 – tallet, hvorfra man oprindeligt gik over en vindebro ud til Treenighedsporten, og det af den samme rute, at Napoleons tropper i september 1812 indtog Kreml. Inden for muren mødes vi af to gule bygninger: Peter den Stores klassisk byggede arsenal til våben som baggrund for franske kanoner, der blev erobrede i 1812;og lidt længere fremme Senatet fra samme periode og i samme stil, hvor Lenin og Stalin havde kontorer og bolig på anden sal. I dag er bygningen den officielle bolig for den russiske præsident.
Længere fremme på de grønne solbeskinnede plæner kommer vi til verdens største kanon, som vejer fyrre tons, og som er støbt i det sekstende århundrede til skræk og advarsel for de tartanske fjender, men som aldrig har været anvendt, fordi diameteren på mundingen er over fem meter. Få meter længere fremme delvist dækket af restaureringsafskærmning finder vi den to hundrede tons tunge zar-klokke, som er den største i verden. Mere end tohundrede mand var beskæftiget med at støbe den mere end seks meter høje og brede klokke, som aldrig kom til vejrs, idet den under en brand i attenhundredetallet blev reddet af koldt vand, med det resultat at et stykke på tolv tons sprængtes af og nu ligger ved siden af. Den danner foden til Ivan den Stores klokketårn, der med sine enogfirs meters højde er Kremls vartegn. Det ottekantede tårn er rejst i begyndelsen af sekstenhundredetallet og krones af en guldkuppel. Og de modstod også Napoleons ødelæggelsestrang. Det religiøse centrum er katedralpladsen, som er omkranset af fire kirker, hvoraf vi besøger de to. Ærkeengelkatedralen er fra 1505, og det snævre, højloftede kirkerum bæres af fire firkantede søjler og er fuldt til bristepunktet af sarkofager for Zarer. Bag den imponerende ikonostage ligger Ivan den Grusomme begravet. Den oprindelige ikonostage blev anvendt af Napoleons tropper som optændingsbrænde, men allerede året efter kom erstatningen.
Marie Himmelfarts Katedralen er den ældste og vigtigste og stammer fra 1480, hvor en italiensk arkitekt kombinerede byzantinsk og italiensk stil, som tilsammen dannede skole over hele Rusland. Kirken er ikke meget større end en dansk landsbykirke, men det høje snævre kirkerum er blevet benyttet til zarernes kroning og til begravelser af kirkens overhoveder. I ikonostasiet findes ikoner fra 1100 – tallet f.eks. Sct. George og kejseren med det gyldne hår fra 1200-tallet. Rummet rummer også patriarkernes bedestol og Ivan den Grusommes smukt udskårne trætrone fra 1551. Napoleons tropper anvendte kirken som stald, efter at de havde plyndret den, men russerne tilbage erobrede nogle af kostbarhederne, og de har bidraget til rensning af en af lysekronerne, som består af fem tons sølv.
Efter at have overværet timevagtskifte ved den ukendte soldats grav, hvor vagtholdet fortsat ankommer med en næsten naragtig strækmarch, nyder vi vores medbragte madpakker i Alexanderhaven fra 1820 og ved foden af Kremls mure.
Rundt omkring hjørnet og til højre og så er vi på den tre hundrede meter lange røde plads, som blev anlagt i fjortenhundredetallet efter ordre fra Ivan den tredje. Igennem årene har den tjent som markedsplads, offentlige henrettelser, politiske taler fra Lenin og de årlige gigantiske militærparader den første maj overværet af de sovjetiske spidser.
I sydenden af pladsen på linie med det halvfjerds meter høje Spasskaja tårn i kremlmuren ligger Ruslands meste berømte kirke, Vaselej Blazjennyj Katedralen, som er blevet bestilt af Ivan den Grusomme til minde om hans erobring af Katzan i 1552. Historien fortæller at Zaren frygtede at arkitekten ville skabe endnu smukkere kirker og derfor stak øjnene ud på ham, og kirken er da også med sine runde former og asymmetriske tårne kronet med guldbelagte løgkupler helt enestående. Indvendigt er der ligeså mange overraskelser skjult i en labyrint af gange fordelt på ni forskellige små kapeller. Når man tager et overblik over pladsen fra kirken finder man på venstre hånd Lenins mausoleum, hvor der i dag er stille, fordi der er lukket. Fra taget på mausoleet overværede sovjetledelsen militærparader. På højre hånd ligger det store over et hundrede år gamle statslige stormagasin (Gum) med en flot facade i det der kaldes nero-russisk stil. Der er der over to hundrede små private butikker fordelt på tre etager og i tre parallelle arkader.
Vi slutter besøget i Moskva med en spadseretur på Arbatkskaja, som er en af byens berømte gader og den længste gågade på ca. en km. Her nyder vi en øl, inden vi står på bussen og tilbringer den næste halvanden time, med at kæmpe os igennem trafikken og de ca. femten km hen til vores skib.
Her præsenterer Kaptajn Korjolov sin besætning over et glas champagne, og derpå begynder vi den 3.300 km lange sejlads på Volga. Denne aften bydes der på særlig russisk mad bestående af kålsuppe, laks og skovbærtærte til sidst, igen dejlig mad.
Tirsdag den 19. September.
Da vi bliver vækket kl. otte har skibet i nattens løb passeret seks sluser og vi befinder os på den 125 km lange kanal, som forbinder Moskva med Volgafloden og som blev udgravet med håndkraft af straffefanger på Stalins kommando omkring 1935. Hvor mange der gik til under arbejdet, ved man ikke, men som Leif Davidsen skriver: Man sejler på et fundament af skeletter fra tusinder af forspildte liv.
Vejret er dejligt med solskin og omkring 16 – 18 grader og vi kan sidde på dækket og iagttage det vekslende landskab, som for det meste er uopdyrket med meget spredte små bebyggelser, som glider forbi.
Efter en dejlig frokost og en sluse, der umærkeligt sænker os ni meter, ankommer vi til Uglitj.
Vi lægger til og spadserer i løbet af et kvarter op til den gamle bykerne, hvor vi besøger Forklarelsens Kirken, som bag sine gule mure og grønne løgkupler har et smukt vægmaleri af Jesus på Kaperbjerget. Akustikken her er enestående og bliver demonstreret af præster, som synger et meget smukt korværk. Dernæst til Dmitrij Blodskirke, som er opført i 1692 på det sted, hvor man mener at en søn af Ivan den Grusomme blev myrdet hundrede år tidligere.
På vej tilbage til skibet går vi igennem en alle` med souvenirbutikker. Vi er det sidste skib, der kommer i år, derfor er priserne i bund, for at man kan få så meget som muligt udsolgt. De frister: En hørdug med seks servietter, 200 kr., en lang lys, ulden trøje til Charlotte, 200 kr., og nogle mohair spindelvævstynde små sjaler, som er meget populære og dyre derhjemme. De skal bruges til gaver, og derfor skal prisen ikke opgives!!
Efter disse indkøb spinder Charlotte som motoren på en sjælden bil, der er ude på sin første forårstur. Hurra for shoppinginstinktet.
Trods vores indkøb er skibet ikke blevet mere dybdegående, da vi klokken 20 sejler videre og kort efter får aftensmad, som er ved at blive noget vanskelig, idet vi nu bliver stillet over for forskellige valg. Som regel starter vi med en lille tallerkenanretning med lidt forskelligt grønt, derefter suppe, så hovedretten. I aften har jeg valgt hvid fisk med bacon, og til slut en lille kage og kaffe.
Onsdag den 20. september.
I løbet af natten har jeg været vågen ved nogle fremmede lyde, hvilke skyldtes at vi gik igennem en sluse, og her til morgen vågner vi ved kajen i Jaroslavl. Klokken ni springer vi på den bus, der har holdt og ventet på os, og kører de 600 000 indbyggere og Frelserklostret i møde. Byen er tusinde år gammel og ligeså klostret, hvor den første ruslandskrønike blev nedskrevet. Originalen gik desværre op i røg sammen med Moskva, da Napoleon forlod byen. Klostret er et af de mest betydningsfulde i Ruslands historie. Det meste af det, som vi ser, er fra 1500 – tallet. En solid bymur med skydeskår og vægtergange omkranser området, som er en fredfyldt plet, hvis centrum er den 500 år gamle Forklarelses Katedral. Uden om ser man refugiet, hvor samtlige Zarer har overnattet under deres besøg i dette betydningsfulde kloster. De aflange bygninger rummer cellerne på omkring tolv kvadratmeter, hvor munkene boede under primitive forhold, mens de bl.a. nedskrev krøniken.
Jaroslavls vartegn er en bjørn. Jaroslavl den Vise grundlagde byen ved at få magten over de primitive lokale beboere ved at dræbe en bjørn med en økse. For flere år siden, blev der til byen afleveret en moderløs bjørneunge, som man derefter opfostrede og satte den ud i naturen igen, men den vendte hver gang tilbage, og derfor har man nu bygget et bur til den herinde i klostret. Den er meget ombejlet og formedelst ti ekstra rubler får vi forevist dens kunster, og sød ser den ud.
Næste stop er Eliaskirken, som er opført i 1650, og som er bestilt og betalt af to rige købmænd. Tidligere lå der bygninger tæt op til kirken, men Zarinde Kathrine II syntes at den var så smuk, at hun beordrede de nærliggende huse nedrevet, så der var frit udsyn til denne arkitektoniske perle. Indvendigt er der som i mange af de russiske kirker et sommerlokale og et vinterlokale. Det første er dekoreret med fresker udført af meget berømte kunstnere og deres medarbejdere i løbet af tre sommermåneder. Den imponerende ikonostase viser i nederste række, Jomfru Maria, Jesus og Sct. Elias, som har lagt navn til kirken. Gudstjenesterne morgen og aften blev overværet stående undtagen for de meget fornemme gejstlige eller kongelige gæster, som kunne få en siddeplads i aflukkede kabiner tæt oppe ved alteret. Det meste af befolkningen var analfabeter og kunne derfor ikke læse bibelen, og det er årsagen til freskernes detaljerede fortællinger. I vinterlokalet, som kunne opvarmes, får vi på ny en lille korsang blandt andet med en pragtfuld dyb baryton.
Efter denne åndelige indsprøjtning er der tid til en enkelt pilsner, inden vi kører hjem, hvor vi igen på kajen mødes af souvenirhandlere. En har en bod med ikoner, og der finder jeg en af Jesus, som koster 400 kr., og som nok ikke er helt så gammel, som den ser ud til.
Der er ingen tvivl om, at hvis man bruger tilstrækkelig tid med at sidde og kikke ind på flodbredderne ville man få øje på vilde dyr, for her findes både bjørne, ulve, elge, rådyr og mindre vildkatte deriblandt zobel og betingelserne synes optimale, for der er mange øde strækninger med blandet skov og steppe, men det har vi ikke tid til at kikke efter nu, for vi skal til foredrag om russisk souvenirs, og her lærer vi hvordan man laver matruskaer og ser film om fremstilling af lakæsker, hvis grundsubstans er papmache`, som derefter er behandler med lak, lak, lak, maling og lak og lidt mere.
I løbet af eftermiddagen ankommer en tankbåd og i løbet af nogle timer modtager M/S Kronstadt tusinder af liter dieselolie og vand under vores bevågenhed.
Solen går ned i pragt umiddelbart før vi spiser lidt kedelig kyllingeaftensmad.
- Og så skal vi til en ny dag.
Torsdag den 21. september.
Da vi vågnede her i morges sejlede M/S Kronstadt stille og roligt ud i det store Gorkij – reservoir, som ligner en kæmpe sø, men som er opstemmet vand, hvorunder der ligger eksproprierede huse. Reservoiret munder ud i de to Goredeks - slusere. Den ene efter den anden sænker os stille og roligt seksten meter ned. De afløses af en opvisning af skibets folkloregruppe, Prikamje, som består at syv medlemmer: En spiller på citar med tre strenge, en anden på en speciel videreudviklet russisk harmonika kaldet bajan. Instrumentet kan man også sige er en russisk accordion. Ensemblet består derudover af fire dansere, der udfører meget adrætte og gymnastiske danse for vore øjne. Stort bifald.
Til frokost er der dejlig stegt fisk, og kort tid efter nærmer vi os Nizjnij Novgorod, som er Ruslands tredje største by med 4.1 mill. indbyggere. En del af disse er på kajen, idet M/S Kronstadt hører hjemme her, men har været væk i godt og vel fire måneder. Det er bevægende at se mødet mellem vores personale og deres kære, som står inde på kajen.
Men det får vi ikke tid til at dvæle ved, for bussen venter for at køre os op til Ruslands næststørste Kreml. Byen er grundlagt for 800 år siden på det sted hvor Oka – floden løber ud i Volga (Ruslands moder). Man har kaldt den Ruslands pengepung p. g. a. en enorm produktion af industriprodukter, som hovedsageligt har bestået af våben plus den berømte T 34 tank, som måske var den bedste under anden verdenskrig. Af samme grund var byen totalt aflukket indtil 1991 og kun specielt inviterede kunne få lov til at besøge den.
Atomfysikeren Andrej Sakharov som skabte Sovjetunionens første brintbombe blev efter invasionen af Afganistan kritisk over for regimet og i 1980 forvist til byen, hvor han boede i udkanten i husarrest med en vagtpost uden for sin dør og totalt ukendt adresse. I 1986 slap Gorbatjov ham fri af prestigemæssige årsager.
Kremlmuren fra begyndelsen af 1800 – tallet her stort set intakt og omkranset område, som den dag i dag gemmer administrationen. Kort efter indgangen finder vi guvernørboligen, hvor den franske forfatter Alexander Dumas, som blandet andet har skrevet De tre Musketerer, i slutningen af det nittende århundrede var guvernør og hentede inspiration fra den russiske fægtning og de lokale elskovsintriger. En enkelt kirke popper op, og den er viet fil Sct.Mikhail, som var zar i begyndelsen af sekstenhundredetallet, og som mobiliserede russerne til et modangreb mod den polske besættelse, og som uddrev dem fra Moskva og resten af Rusland.
Vi får tid på egen hånd og besigtiger gågaden, og vi er så heldige at finde øl til femten rubler pr. styk, samt en enkelt til ganen. På vejen med bussen ned til skibet står vi ud ved Stroganoff – kirken, som er navngivet efter denne russiske rigmand, som tjente sine formuer ved handel med salt og blev rigere end zarerne. Nogle af sine mange penge satte han i dette imponerende smukke bygningsværk, som knejser ud til Oka-floden med sine røde mure beklædt med hvide stukværker.
Dagen slutter med dejlig indbagt kyllingefilet og et enkelt diktat til dagbogen.
Fredag den 22. september.
For sjette dag i træk vågner vi op til efterår og solskin, og i dag er der stegt bacon til morgenmad.
I løbet af dagen sejler vi ind i den selvstændige region Tartarstan, som er samboende med Rusland. Den er beboet af tartarer, som er en restt af de mongoler, som erobrede og beherskede området til de langt om længe i 1552 blev besejret af Ivan den Grusomme, som herefter lod opføre Vasilij-katedralen på Den røde Plads i Moskva. Herefter var regionen under russisk og siden sovjetisk herredømme indtil 1990, hvor man erklærede sig delvist uafhængig.
Hovedstaden er Kazan med 1,1 mil. indbyggere og grundlagt for tusinde år siden.
Vi besøger først Peter-og- Paul katedralen, som blev opført i 1726 i anledning af at zar Peder den Store havde besøgt byen. Kirken er i russisk barokstil og blev finansieret af en rigmand, som gerne ville tækkes zaren. Både den udvendige udsmykning og den indvendige ikonostage udskåret i lindetræ er overdådige.
Derefter går turen til Kazans kreml, som er på Unescos liste over verdens kulturarv. Borgen er bygget fra 1500 - 1700 tallet. Vi kommer ind i Kreml ved at gå under det høje Spasskaya tårn, som vi har kunnet se i lang tid fra skibet på Volga, da vi nærmede os byen. Kort efter møder vi den meget smukke Kul Sjarif moske`, som kun er været færdigbygget i et år, og som er placeret, hvor den oprindelige moske` lå, indtil Ivan den Grusomme ødelagde den i 1552. Længere fremme ligger guvernørpalæet fra 1841, hvor Tartarstans præsident bor. Alle herlighederne er omgivet af en intakt borgmur, hvorfra der er udsigt over Volga og den tilstødende Katanka – flod.
Denne by er kendt for sine smukke piger. Det får vi mulighed for at nyde, da besøget slutter med en slentretur og et glas øl på gågaden Bauman, hvor Charlotte får købt en CD med den verdenskendte russiske bas – baryton Sjaljapin, som stammer her fra.
Tilbage på kajen er der boder, hvor vi kan købe øl, og derfor er ordet ”krise” nærmest en by i Rusland.
Igen rigtig dejlig aftensmad, hvorefter dagen for Charlottes vedkommende slutter med en koncert, mens jeg tager mig lidt af dagbogen.
Lørdag den 23. september
Efter morgenmaden med bl.a. små stykker pølse, ditto pandekager med sirup, æggestand, diverse mælkeprodukter, ost, frugt i flere anretninger, hårdkogte æg, forskelligt kødpålæg m.m., ankommer vi til byen Toljatti og har nu sejlet 1700 km. Her ligger Lada bilfabrikkerne, som årligt producerer 700.000 stykker, og som er hele byens grundlag, og det bærer den præg af. Intet er mere end 50 år gammelt, selv om de endeløse, triste betonboligblokke ser meget brugte ud. Dem passerer vi i hundredvis af på vej ud af byen til det tekniske frilandsmuseum, hvor vi vil tilbringe en lille time med at besigtige en ubåd, rækker af tanks, selvkørende kanoner, antiluftskyts, lastbiler og fly. En del af deltagerne i selskabet har øjensynligt stor indsigt i disse ting, mens det for os er lidt af et sammensurium.
Resten af dagen skal vi sejle.
Søndag den 24, september
I dag er det sejldag afbrudt af så forskellige ting som foredrag om 2. verdenskrig, besøg på kommandobroen, te med traditionelle russiske pirokker (kager), samt jazzkoncert.
Til morgenmad er der lunede pølseskiver med hårdkogte æg, og da det er fordøjet op ad formiddagen, holder rejseleder Steen sit indlæg om forløbet af 2. verdenskrig i Rusland.
Den 22. juni 1941 bryder Hitler venskabspagten med Stalin og påbegynder operation Barberossa, hvis formål er at knuse Sovjetunionen. Der er tre angrebsretninger: Mod nord op til Leningrad, som bliver belejret i godt og vel 900 dage uden at blive indtaget, men med forfærdelige tab: En midterakse rettet imod Moskva, hvor man når frem til de yderste forposter til de overdimensionerede tankspærringer, som vi så på vores vej ind til byen 20 km. fra centrum opstillede i nærheden af det nylig opførte IKEA – varehus. Den tredje angrebsvej gik imod syd med det formål at nå den russiske olie nede ved Det kaspiske Hav. Dette sidste mål blev efterhånden forplumret af Hitlers tvangstanke om at erobre byen med Stalins navn nemlig Stalingrad, men det venter vi med til i morgen.
Den store helt i den store fædrelandskrig var General Zjukov, som var manden, der pr. telefon vækkede Stalin med beskeden om, at Tyskland havde invaderet Sovjetunionen. Han var også på plads i Stalingrad og ledede nedkæmpelsen af Berlin i april i 1945 og på ny igen pr. telefon meddelte Stalin, at Berlin var faldet. En måned senere holdt man en sejrsparade på Den røde Plads i Moskva, hvor det oprindeligt havde været meningen at Stalin skulle ride over pladsen på en hvid hest, men under prøverne faldt han af hesten, og derfor blev det Zjukov, der på hesten krydsede pladsen.
Efter en lidt blandet frokost med en gulerodstærte, det ikke smager så godt, bliver det snart vores tur til at komme op på broen, hvor kaptajnen tager imod, og hvor der altid er tre mand på vagt til at styre det 125 meter lange skib, som med sine 3000 hestekræfters motorer kan yde en topfart på 25 km i timen.
Sidst på eftermiddagen er vi inviteret med til at smage russisk kager, som kaldes pirokker, over en kop the i restauranten.
Om aftenen har vi på forhånd fået at vide, at der venter en overraskelse, og da vi ankommer til vores normalt sirlige og veldækkede restaurant, er alt et stort rod, og personalet optræder i mildest talt alternativ påklædning. De unge piger er simpelthen så overstadige og smittende glade, at alle er med, og det bliver rigtigt fornøjeligt med dette ”sørøveroverfald”
Og resten af natten er vi på vej imod Stalingrad.
Mandag den 25. september.
2. verdenskrigs gru er endeløs og utilgængelig i fantasien, men når nok sine højdepunkter i Auswitz og slaget om Stalingrad. Jeg kan ikke huske, hvad vi fik til morgenmad!!
Vores tur med bussen begynder ved Mamajevhøjen, som ligger en km fra Volgas bred, og hvor nogle af de voldsomste kampe fandt sted, idet tyskerne her fra kunne beskyde forsyningstransporterne over Volga. I dag er højen omdannet til en mindepark, men ude i siderne under træerne kan man fortsat se granatkratere, som huller i en ost. Man kommer op ad to hundrede trin, som hver symboliserer en af dagene under slaget. Med jævne mellemrum er der smukke pladser med vandbassiner og skulpturer, som symboliserer nogle af de følelser, som dramaet udløste. Statuen ”Kæmp til døden” viser idealet af en russisk soldat, hvor den øverstbefalende i Stalingrad, general Tjukov, har været model for kunstneren. Øverst krones anlægget af statuen, som hedder ”Fædrelandets Moder”, som er verdens største statue med en højde på 80 meter og med en vægt på 8000 tons cement. På vejen rundt har vi været igennem en cirkelrund smukt dekoreret hal med tilfældige navne på 8000 af de faldne og bevogtet af russiske soldater i paradeuniform. I rummet lyder højtidelig, smuk musik af den tyske komponist Schumann. Under jorden på højen ligger 35.000 soldater begravet.
Derefter kører vi ned i byens centrum, hvor vi besøger et varehus og køber en flaske vodka. Nedenunder i kælderen havde den tyske general, Paulus, sit sidste hovedkvarter, inden han den 31. januar 1943 overgav sig. Vi er nede og se lokalerne, hvorfra han ved middagstid kom op i luften som sovjetisk krigsfange. På det tidspunkt var der 90.000 tyskere i live ud af 300.000 soldater ved begyndelsen, og kun 6.000 vendte tilbage til Tyskland. På sovjetisk side mistede over en mil. soldater livet på de seks måneder slaget varede. På pladsen overfor varehuset står det eneste træ, som overlevede krigshandlingerne.
Efter frokost kører vi ud igen og besøger et stort overdækket marked, hvor man kan få alt hvad hjertet begærer af daglige forbrugsvarer. Det bliver til endnu en flaske vodka, hvorefter vi skynder os tilbage af den vej, vi kom kørende, fordi jeg fra bussen har set en kløft, som jeg er sikker på er Tsaritsa-kløften, hvor russerne havde deres hovedkvarter gravet ind i skrænten i en bunker, og gennem hvilken de fik hovedparten af genforsyningerne bragt ad denne vej gennem skrænten. Granathullerne ligger tæt.
Vi skynder os tilbage til bussen og herefter kæmper vi os frem gennem trafikken til Panoramamuseet, som er nabo til ruinresterne af det hus, hvorfra Sargent Pavlov med sine mænd, maskingeværer og antitankrifler tre hundrede meter fra skrænten ned til floden forhindrede tyskernes fremrykning i otteoghalvtreds dage. Hundrede meter herfra ligger en anden sønderskudt bygning, hvorfra Pavlos lille gruppe af soldater fik bragt forsyninger igennem en tunnel. Selve museet er omgivet af kampvogne og T34 tanks. I de nederste etager ser vi fotografier af den berømte snigskytte, Zaitsev, som i alt dræbte 224 tyskere med sit gevær med påmonteret kikkertsigte. Et udvalgt mål for ham var de tyske soldater, som forsøgte at bringe mad og vand frem til forposterne. Der er også et fotografi af det første krigsfangeforhør af Feltmarskal Pavlus. Ad mange trappetrin, kommer man op i toppen af museet, hvor et panoramamaleri hele vejen rundt illustrerer dramatiske scener fra kampene om Stalingrad, hvor beskueren må forestille sig at stå oppe på Mamajevhøjen. Enkeltpersoner kan også identificeres i maleriet, bl.a. den berømte snigskytte i aktion, samt general Tjuikov, som fra en fremskudt kommandopost overværer slaget.
På vej tilbage til skibet, køber vi alle en buket blomster, fordi der umiddelbart efter afsejlingen bliver holdt et rekviem med stemningsfyldt musik og oplæsning af vers på russisk og som slutter med, at vi holder et minuts stilhed til ære for de faldne samt kaster vores blomster i Volga floden.
Tirsdag den 26. september.
Vi har været nede og vende ved Stalingrad og er nu på vej tilbage op ad Volga.
Om formiddagen er der en quiz blandt gæsterne. Christian og jeg får 25 rigtige ud af 28, men vinderen har 27 rigtige.
Om eftermiddagen tager vi ind til Saratov, som ikke blev invaderet af tyskerne under 2. Verdenskrig, men voldsomt bombet fra luften p.g.a. tilstedeværelsen af en flyfabrik med det resultat, at ca. 300.000 mennesker omkom. Vi besøger en mindepark for ofrene beliggende på Falkehøjen, hvorfra der er udsigt over hele byen. Derefter går vi rundt på egen hånd, og vi kommer lidt bag om og kan se hvor nedslidte veje og bygninger er ligeså snart der ikke er tale om de præsentable gågader og hovedstrøg.
Om aftenen er der gallamiddag med kaptajnen, som modtager os alle med et håndtryk, og derefter holder den sædvanlige takketale. På husets regning er der både et glas vodka og russisk champagne og alt er meget festligt.
Onsdag den 27. september.
I løbet af formiddagen nærmer vi os lige så stille turens punktum, som er Ruslands sjette største by, Samara med en million indbyggere. Indtil 1991 var byen lukket, d.v.s. at ikke engang folk fra omegnen kunne komme ind. Årsagen var en stor militærindustri. I dag er byen mest kendt for Stalins bunker, som blev bygget i 1941, da tyskerne truede med at indtage Moskva. Den er beliggende under en helt almindelig beboelsesejendom, og strækker sig her syvogtredive meter ned under jorden, hvor Stalins spartanske opholdsstue og et stort konferenceværelse befinder sig. Man ved ikke, om diktatoren nogensinde har været her, idet hans færden var omgivet af den allerhøjeste grad af hemmelighed.
Oven over jorden når vi et glas lokalt øl, inden bussen bringer os til kajen med ramponerede ejendomme og M/S Kronstadts hyggelige velkomstlys.
Torsdag den 28. september.
Bussernes dieseludstødning bølger gennem den karske morgenluft hen over virvaret af kufferter, som under nøje opsyn af ejerne venter på at blive stuvet til den første af flere etaper på vejen hjem.
Formiddagen i Samara inden flyafgang tilbringer vi i byens kunstmuseum, hvor vidunderlige malerier understreger indtrykket af et land, der har nok af alt undtagen mennesker, der kan drage nytte af det.
Efter godt og vel to timer i security centret når vi frem til en livsreddende øl i et område, hvor en cigaret er tilladt, inden vi fire timer senere lander i Kastrup, og sammen med Grete og Slant finder sporet til toget hjemme i Jylland.