Rejsedagbog

            Rejsen til Sydafrika januar 2009.

Mandag den 5 - 1 2009

Den to dage gamle lasagnerest er nået frem til sit mål kl. 18.30, da Kirsten efter at have insisteret kommer fra Beder og kører os ind til indgangen til Radisson Hotel, hvorfra bussen formedelst 180,00 kr. trygt og godt kører os ned til Zleep-in hotellet i Billunds lufthavn, hvor vi sover rigtig godt indtil kl. 3.30, for da skal vi op for at være klar til check in i lufthavnen en time senere.

Tirsdag den 6 - 1 2009

Vi har god tid til at få et rundstykke med pålæg, juice og kaffe, inden KLM-flyet afgår til Amsterdam, hvor vi er fremme efter 50 min. Vi fordriver to timers ventetid med at købe en Fernet Branca og finde et hengemt rygested, inden vi sammen med trehundrede andre passagerer ”køer” os vej ind i KLM – jumbojetten til Johannesburg.

Gin og tonic som velkomstdrink og derpå frokost med kylling i ris og en kvart rødvin. Kaffe og en genever, og da det med tålmodighed er på plads, er vi efterhånden nede over Sahara, hvor udkikket time efter time er præget af lave golde, grå bjerge omkranset af sand og sand og sand. Aftensmaden på flyet er noget skuffende klummersuppe uden cognac til kaffen, og den eneste opmuntring er, at vi efter elleve timers flyvning lander i Johannesburgs lufthavn.

Pas, bagage og told går nogenlunde hurtigt, og ”Store Verden” er synlig, og vi får lov til at gå ud til bilerne og få en længe ventet cigaret.

I to minibusser kører vi fyrre minutter ind til Johannesburg, hvor vores ”c`mon   stay easy”  hotel venter os med et glas juice og en sandwishbolle. Det er efterhånden blevet midnat, og vi sover rigtig godt ved halv et tiden.

Onsdag den 7 - 1 2009

Vi er oppe ved sekstiden, for efter morgenmaden starter vi klokken otte med bussen, som kører os ud til Voortrekker – Monumentet, som er rejst til ære for de 14 000 hollandske pioneere, der koloniserede Sydafrika.

Oprindelig havde man anlagt en forsyningshavn ved Cape Town, således at langtursskibene, der rundede Kap Det Gode Håb, kunne lægge til her. Efterhånden tiltrak byen englænderne, og boerne fortrak nordpå og stred sig igennem det vildsomme landskab og stridigheder med de indfødte zuluer på deres oksetrukne overdækkede vogne.

Mindesmærket blev indviet i 1949 på datoen for det berømte slag ”Blood River” i 1838. Her nedkæmpede nogle få hundrede voortrekkere under ledelse af navngiveren til Pretoria flere tusinde zulukrigere. Disse havde en raffineret angrebstaktik med to flanker, som skulle gå ind samtidigt og bane vejen for et centralt frontalangreb. Men det gik helt galt for zuluerne, dels fordi de blev forvirrede af mange lys, der var sat op omkring boernes vognpark, og dels fordi lederne af de to fløje rivaliserede, og derfor begge ønskede at komme først. Alle disse strabadser endte med at boerne fik deres eget område i staten Transval, og freden sænkede sig. Uden for er dagen kommet i gang og temperaturen har nået 35 grader. I en indhegning lige neden for monumentet ser vi de meget sjældne gnuer med hvid hale.

Turen fortsætter igennem Pretoria, men udsigten igennem vinduerne i vores minibus er mildest talt elendig og vi får ikke meget ud af det. Næste stop er ved Union Building, hvor regeringen har sæde. Den er bygget i lys sandsten med en halvrund forbindelse mellem to firkantede klodser. I sin tid symboliserede det foreningen af boere og englændere og i dag samarbejdet mellem sorte og hvide.

Derefter starter bussen på de 240 km nord på til vores bestemmelsessted. Midtvejs har vi en toiletpause ved en tankstation, og på det tilliggende grønne område retter chaufføren og guiden an med champagne og frisk frugt.

Vi ankommer kl. 14 til Matswani Safari Lodge. Bygningerne ligger helt ned til et vandløb, og lige ovre på den anden side omkring et fodertrug står kuduer, hesteantiloper og nyalaer og guffer i sig. På det overdækkede stykke af terrassen er der dækket op til frokost, hvor vi kan spise lam med ris og mange forskellige salater, mens vi kikker på dyrene. Bagefter går vi ned til vores luksus-suite bungalow, hvor vi har et dejligt værelse på ca. 60 m2, smagfuldt indrettet og en stor balkon 15 meter fra vandløbet hvor man på den modsatte bred på sporene kan se, at dyrene kommer her hyppigt.

Tiden går hurtigt med at se sig omkring, og klokken 19 er der velkomst med en drink og lidt information, indtil vi klokken 20 får aftensmad, hvor hovedretten er mørbrad fra elandantilopen. Allerede her den første aften kan vi konstatere, at vores ti øvrige rejsefæller er yderst behagelige mennesker.

Torsdag den 8 – 1 2009.

Klokken ni er der engelsk morgenmad med det hele, og derefter kører vi lidt ud i terrænet, hvor der er nogle overdækkede siddepladser. Her få vi flere oplysninger, om hvad der venter, inden vi kører tilbage til frokost, hvor hovedretten denne gang er kudukød.

Vi hygger os på vores terrasse og får besøg af en kudu, inden vi kl. 16 skal på game drive ude i reservatet.

Bilerne er rigtig gode. Vi er seks i hver med megen god plads og udsigtsmuligheder. Vi ser en lille flok strudse, flere grupper af zebraer, impalaer, kuduer og gnuer pakket ind i en dejlig natur med krat, masser af fritstående dekorative træer og i horisonten en blød bjergkæde. To giraffer bag et træ vender os ret hurtigt ryggen, ligesom vortesvinene piler af sted med halen dirrende lodret i vejret, når de ser os. Et stykke borte kan vi se de tunge firkantede omrids af elandantiloper og indenfor kikkertafstand runderer en sjakal.

Tusmørket har lagt sig over lodgen, og der er pyntet op med tændte fakler, da vi ved 19 – tiden vender tilbage og kan nå at skylle dagens tredive grader af i brusebadet, inden vi får serveret en lækker waldorfsalat i en halv avokado og strudsehals, der minder lidt om oksehaler, som hovedret. Da det er rejsefælle Jan`s 56 års fødselsdag, er der fødselsdagskage som dessert, og han giver drinks ved baren bagefter, så det ikke nemt at tage sig sammen til at komme i seng.

Fredag den 9 - 1 2009.

Den engelske morgenmad har fundet på plads, da bussen kl. otte med os tolv om bord, starter på de 200 km. til byen Bela Bela, hvor vi kan se os omkring og shoppe fra kl. 10 – 12. Vi får os et glas øl sammen med nogle af de andre, førend vi går igennem det afrikanske marked med sine omkring halvtreds boder med forskellige souvenirers. Vi køber en håndsmedet ibis i jern for små halvtreds kroner og yderligere fire mindre fugle i jern eller sten. Priserne er utroligt lave, og vi prutter kun lidt om dem.

Derefter kører vi yderligere 50 km. for at komme frem til Shingwedzi, hvis hovedformål er at opdrætte og bevare geparder og vilde afrikanske hunde. Her bliver vi modtaget med stegte kyllinger og forskellige salater til frokost, mens en byge vælter ned over området og forfrisker luften.

Geparden er et truet dyr, men her har de det godt, og vi overværer, at de springer på de store kødstykker, der bliver kastet ind over hegnet til dem.

På grund af menneskets aversion er de vilde hunde næsten udryddede, og der er kun 1500 tilbage i hele Afrika. Her i reservatet har man ca. 30 i en meget stor indhegning. Vi har mad med til dem i bilen, og kører ind og ser, hvordan deres angrebstaktik er. De farer omkring byttet, i dette tilfælde bilen og hyler og skriger i et organiseret kaos, som til sidst vil gøre et byttedyr ude af flippen. Derpå begynder de at bide den rundt omkring på kroppen for så til sidst at gå til frontalangreb på bugen, som de flænser op. De er de mest effektive rovdyr og kommer sejrrigt ud af firs % af deres møder med et bytte. Her bliver foderet anbragt i to forskellige trug og i løbet af et sekund eller to er hele flokken begravet over maden, som er borte i løbet af et minut.

Vi kører videre rundt, og i bure ser vi vildkatte, som er meget sjældne, idet de kan krydse sig med tamkatte, og derved forsvinder deres særpræg. Der er også en serval samt en karakal, som er en slags los. Den udmærker sig ved at kunne springe tre til fem meter op i luften og derved angribe flyvende fugle, som den dasker til med sine poter og ofte kan ramme flere stykker i et spring. Vi ser den springe tre meter op bag hegnet og nappe de kyllinger, som den bliver fodret med på sit nettag.

Men højdepunktet kommer til sidst, da vi formedelst lidt ekstra betaling kan komme ind og hilse på deres to år gamle hangepard. Den ligger på et stenbord i sit område, medens ejeren kæler for den og den under lydeligt spind slikker hans hånd. Samtidig kan vi stryge den over ryggen og mærke på dens hale og naturligvis se den på meget tæt hold. Geparder har siden faraonernes tid været brugt som kæledyr og knytter sig med den største hengivenhed til deres herre.

Hjemturen tager en time og tre kvarter og finder sted i et kanon tordenvejr og næsten oversvømmede veje på store strækninger.

Denne aften får vi til vores rødvin røget vortesvin med kirsebærsauce samt okseragout med grøntsager og kartofler. Bagefter hygger vores gruppe sig.

Lørdag den 10 – 1 2009

Til morgen har vi valgt den lange vandretur fra klokken syv til klokken ti sammen med fire andre. Vores stort set alvidende guide med et meget forståeligt engelsk fører os rundt i området og lader os nyde den fuldkommen uberørte natur. Vi koncentrerer os om småtingene og ser på dyrespor og hører historier om skabelsens mærkværdigheder. En slags biller er udstyret med en særlig hård bagdel. Den bruger hannen til at banke med i jorden, og hvis der er en lysten hun i nærheden, banker hun tilbage. En anden bille er så stærk, at den skubbe tre hundrede gange sin egen vægt. Disse kræfter bruger den til at trille af sted med en kuglerund antilopepølse i håb om at møde en mage på vejen, som finder at kuglen her en sådan størrelse, at hun vil lade sig befrugte og lægge sine æg inde i midten, hvor de udvikler sig til laver, der lever af indholdet. For første gang i tre fire måneder ser guiden en slange, som ellers gør alt, hvad den kan for at skjule sig. Med stort besvær får han ryddet så meget græs til side, at han kan fange den med en pind og få fat om nakken på den. Dens bid udløser en kraftig hovedpine, men er ikke livsfarligt. Han forklarer, at den opgiver at forsvare sig, når han først har fat om nakken på den og den bliver i stedet helt passiv. Forsøg på at finde en skorpion under en af de flade sten lykkes ikke, og vi ser heller ingen store dyr.

Til frokost disker kokken op med vildsvinemørbrad med grønne asparges og meget mere. Vi bliver hængende lidt, fordi regnen står ned, men ellers bruger vi eftermiddagen på vores balkon. To hesteantiloper som er meget sky kommer forbi vores bungalow sammen med en flok nyalaer omkring tyve stykker, som åbenbart er meget glade for de nedfaldsfrugter, der ligger på vores side af hegnet, for de kommer ind på cm – afstand af vores hænder, når vi stikker frugterne igennem trådværket.

Fra ved tre-tiden ruller regn og voldsom torden ind over lodgen. Kl. tyve skulle vi have været på natsafari og spist aftensmad ude i terrænet, men det bliver aflyst, og i stedet får vi vores bøf af blisbuk oven på kartoffelmos og med grøntsager i ly inde på lodgen. Bagefter har vi en ualmindelig hyggelig og morsom aften med de fleste af vores rejsefæller.

Søndag den 11 - 1 2009.     

Vi kører ud i de to safarijeeps for at se dyr. Først kommer vi op til en ti hektar meget stor indhegning med tre hvide næsehorn, som er købt for i alt 750.000 kr. De har en alder på tre til fire år, og der er to hunner. Vi er kun få meter fra dem, og de er hele tiden samlet, mens vi kan høre deres brede munde nappe græsset. Vægten er 1½ ton. De opholder sig i indhegningen, for at vi andre kan færdes trygt i resten af området.

Da vi kører videre, møder vi et girafpar med deres unge, som har fundet et af deres yndlingstræer, som de står og nipper af.

En lille gruppe vortesvin med de mest bedårende unger med ganske lille strittende kindskæg er for en gang skyld ikke så bange, at de omgående flygter, og endelig får vi lejlighed til at studere disse grimme, men samtidig charmerende dyr, medens de guffer nogle nedfaldsfrugter i sig.

Vores drikkestop er ved en mellemstor sø. Da vi kommer ligger de tre krokodiller og soler sig på bredden, men Pieter jager dem i vandet med en kæp, og der ligger de på lur. Hver vejer omkring 500 kg., og får de fat i en, kan man ikke trække sig fri. Ved søen står et træ med omkring et hundrede væverfuglereder, og der er en voldsom aktivitet, idet de fleste af fuglene ligger på æg eller har unger i rederne. Længere henne ad vejen holder fire blisbukke øje med os med den største mistro, og på lang afstand ser vi først ørerne og siden bagdelen af en sjakal.

Ude i bushen er der bygget en stor overdækket terrasse med udsigt over dalen og et vandhul. Her får vi serveret vores champagne-brunch, hvor kokken på muret grill bag ved har tilberedt hakkebøffer at kudukød og lavet pølser af springbuk, medens der hele tiden bliver fyldt perler i pokalerne.

Her i eftermiddag sidder jeg på balkonen og dikterer dagbog, medens en hvid-grøn marekat putter sig i træet ved siden af, og en flok nyalaer græsser, så det kan høres nedenfor – otte meter herfra.

Vi kører ud kl. 16 igennem reservatet til det sted, hvor man har opdræt af forskellige dyr i en speciel indhegning. Selv om vi er tæt på, ligger strudsefar urokkeligt på sine 17 æg. En et år gammel struds kan indbringe tre tusinde kroner. Fuglen kan løbe halvfjerds km i timen, og dens spark er så voldsomt, at kløerne så let som ingenting kan flænse maven op på et menneske.

Et andet sted har man opdræt af nyalaer, som for 12.000 kr. pr. stk. sælges til jagtfarme, hvor de er velsete blandt uøvede jægere, fordi de er så tillidsfulde, at man let kan komme på tæt skudhold.

Under nogle træer dukker en flok sabelantiloper op. Det er det nyeste projekt. Disse dyr er truede, dels fordi det flotte trofæ er meget attraktivt at bruge hjem til væggen over kaminen, og dels fordi de kun yngler, hvor føden og trygheden er i top, og når blot en er blevet skudt kan der gå op til fire år, førend de andre igen begynder at parre sig. Prisen svarer til sjældenheden og er 100.000 kr.

På vores videre tur mod Christinas Wallow piler en flok desmerdyr tværs over vejen, og i sikkerhed inde i græsset rejser de sig på bagbenene til en højde på fyrre cm for at iagttage os. De er mesterlige slangejægere. Det begynder at regne, da vi standser jeepen et stykke fra vores mål for at gå det sidste stykke uden at forstyrre eller skræmme dyrene. Der er bygget et stort skur med siddepladser med udsigt til et vandhul, hvor personalet tidligere på dagen har strøet fristende hø omkring, men det virker ikke efter hensigten, for udover fem forvirrede perlehøns og kraftig regn sker der intet, og i stedet kører vi en lille runde i reservatet og hilser på de fleste af de gamle kendinge.

Da vi har badet, er værelset blevet beboet af en frø, der er blevet lokket på afveje af regnen og siden fristet af lyset fra vores åbne dør og nu sidder fortabt på gulvet i badeværelset. Charlottes hænder bringer den tilbage på livets vej og lukker døren.

Om aftenen skulle vi have været henne for at spise til middag på en åben gårdsplads omgivet af lerklinede hytter, således som høvdingens residens så ud for tre hundrede år siden, men alt er druknet i styrtende regn, og arrangementet må flyttes ind til vores sædvanlige spisested på lodgen.

Med dunkende trommer viser 25 børn og unge fra den lokale by os de gamle danse ledsaget af de gamle sange. Det fremføres med en glæde, et engagement, en kraft og en enestående rytmisk sans, og hver en ting virker oprigtig. Bagefter serveres oprindelig afrikansk mad, som består af stegt perlehøne, en blød majsbudding og spinat. For at følge traditionen skal det spises med fingrene, men nogle af os er så heldige at få en teske henne fra kaffemaskinen. Vinen er på husets regning, og vi sover godt sammen med den gul - brune mis, som sad druknet uden for terrassedøren, da vi fik tændt lyset på værelset.

Mandag den 12/1 2009.

Den store morgenmad er kl 5.15, for tre kvarter senere skal vi tage fat på de 250 km sydpå til Pilanesberg Nationalpark. Efter en passende pause er vi fremme kl ni og bliver anbragt i en åben minibus og kørt ud i et pragtfuldt landskab med en meget smuk vegetation. Et par velvoksne pølser giver os sporet til to hanelefanter, som på halvanden hundrede meters afstand er i færd med at rydde op i underskoven, og vi kan tydeligt høre, når et af de mere kraftige småtræer bliver brækket af og forsvinder ned i den mave, som skal forsynes atten timer i døgnet for at holde gang i de tre tons.

Gennem de bløde smukt bevoksede bjerge er vores næste stop et vandhul, hvor to kampestenslignende han-flodheste dyster om at have det største gab og de mest frygtindgydende lyde.

 Selv på trehundrede meters afstand er to næsehorn tilstrækkelig store til at vi nogenlunde kan se dem græsse imellem buskene. Men nu skifter vi gear for at komme frem til den vejstrækning, hvor man tidligt samme morgen har observeret et løvepar. Guidens kikkert er fremme flere gange førend han kan udpege en ryg, der lige netop rager op over det høje græs. Ved hjælp af tålmodighed lykkes det os at fastslå, at der både er en hun og en han.

Dagens byge rammer os og en gruppe vandbukke, som viser den karakteristiske hvide ellipse på bagdelen frem. Den tjener til at kalvene hele tiden kan følge flokken ikke mindst, når de tager flugten og svømmer igennem vand.

Gnuerne vifter med halen, og zebraerne virrer med manken undervejs tilbage, hvor vi på forhånd har afkrydset vores foretrukne blandt udvalget af frokostretter, og det skuffer ikke.

På hjemvejen gør vi holdt lige uden for parken, hvor der er et lille marked med afrikansk kunsthåndværk. Jeg køber et askebæger med flodheste udskåret i sten og Charlotte en drabelig maske.

Vi passerer igennem det store mineområde, der ligger på disse kanter. Der produceres tin, krom og 340 tusinde tons jern om året. Vi kan kun se de egenartede bygninger og de enorme bjerge af affaldssten.

Aftensmaden er særdeles velsmagende med en forret af carpaccio af marineret springbuk oven på spinat, og en hovedret med skiver af en impalaskinke og en ret af sammenkogt gnu-kød.

Da det har lagt sig til rette får vi et kvarter til at forberede os på natsafari, og da vi kun er ni, der vil med, kan vi køre i en jeep. Wayne sidder bag rattet, ude på venstre forskærm sidder Pieter med en kraftig håndholdt projektør, som hele tiden afsøger landskabet. Vi passerer mange af dagdyrene, som når de er lokaliserede får lov til at sove videre i fred og ro, medens vi koncentrerer os om natdyrene. Stemningen er intens. To gange ser vi sjakalen på lang afstand, men tredje gang er den så tæt på, så vi virkelig får indtryk af den. Vi møder bat-eared ræv, som er så sjælden, at selv guiderne er ophidsede over fundet. En ugle sidder i et udgået træ og afsøger med sit natsyn området for mus, men letter lydløst, da lyskeglen har ramt den et lille stykke tid.

Tirsdag den 13/1 2009.

Morgenmad kl. 9.00, og en time efter går vi på fem minutter op til en flot bygning. Her er indrettet et overdådigt naturmuseum med omkring fyrre smukt udstoppede dyr, som på ingen måde er støvede. Vi fotografer hinanden sammen med de arter, som vi er stødt på ude i terrænet. Nedenunder er der en vinkælder med omkring tusinde flasker i kategorierne dyr, dyrere og dyrest. Enkelte af gæsterne udvælger sig en flaske til aftensmaden.

Bagefter kan Charlotte og jeg inden frokost nå at spadsere en afmærket rundtur i området. Den er meget afvekslende med græsbevoksede plateauer indimellem samlinger af store sten, tæt bevoksning og på grund af de seneste dages rigelige regn klukkende vandløb. Vi ser først to kuduer, som har fået øje på os, lang tid før vi opdager dem. Da de kan se, at vi iagttager dem, spurter de af sted. En vortesvinefamilie med unger følger efter dem. Lidt senere flygter et par nyalaer tværs over vores sti. Vi er næsten hjemme, da yderligere en flok kuduer sprinter af sted foran os, og vi finder også et kranium med gevir fra en død kudu.

Til frokost får vi en lasagnelignende hovedret.

I løbet af eftermiddagen dukker en flok marekatte op på den modsatte bred af vandløbet over for vores hytte. De rejser sig på bagbenene og ser misbilligende på os, inden de forsvinder ind i krattet. Nyalaerne kommer som sædvanligt forbi, og denne gang er der en særlig modig hun, som spiser nedfaldsfrugter af vores hænder.

Kl. 16 tager vi ud på en to timers game-drive, hvor vi ser de sædvanlige dyr, men også har tid til at være opmærksomme på det enestående landskab med en fantastisk plantevækst, som skal ses på de mange fotografier, som vi tager. Turen skulle være sluttet med champagne og snacks, men tiltagende regn tvinger os på ny til at fortrække til lodgen, hvor guiderne så i stedet for disker op for det meget gemytlige selskab. For at erstatte solnedgangsstemningen går Wayne, en af guiderne, udenfor og lader en primitiv og håndtegnet sol forsvinde ligeså stille ned under vindueskarmen.

Det er vores sidste aften på Matswani Safari Lodge, og derfor har man tradition for at kokken laver en overraskelse. Denne gang er det en meget mør og velsmagende bøf fra elandantilopen. Derefter går aftenen derudad i gemytligt selskab, hvor snakken kun bliver afbrudt, når man skal have tømt sit glas. Ind imellem skal vi dog også have pakket, og da vi har købt et par omfangsrige souvenirs er det en udfordring, som dog lykkes.

Onsdag den 14/1 2009.

Vi er oppe kl. 7, så vi har tid til at afregne med kontoret, inden vi kl. 9 sætter kursen mod Johannesburg.

På vejen er der et ophold ved en tankstation, hvor vi kan nyde vores medbragte sandwich, snacks og drikkevarer.

Lidt over kl. et ankommer vi til Apartheidmuseet, som bortset fra de mere dramatiske historier er noget af en ørkenvandring igennem fotografier fra alle tænkelige vinkler af de førende modstandere ledsaget af alenlange citater især fra Nelson Mandela. Trods alt var det en nogenlunde lokaliseret misgerning, som fandt sted langt langt fra os, det er nok derfor, at de fleste i vores selskab ikke finder det så interessant. Bagefter zig-zagger busserne os gennem den berømte Sowetho-bydel, som i dag ser helt skikkelig ud bortset fra enkelte enklaver med slum, der nærmer sig indisk standard. Vi japper forbi Desmond Tutu`s villa og Nelson Mandelas, som dog er pakket helt ind i reparationsarbejde, førend vi når en plads, hvor den berømte nobelpristager havde sin gang, og hvor vi får en lang udredning om hans fortræffeligheder, som vist bedst kan sammenfattes i, at han har været ualmindelig langsigtet klog og forstandig.

Vi holder os til bydelen og får vores aftensmad på Wendys Place, hvor man er kendt for at servere et stort udvalg af afrikanske mysterier. Jeg får noget irregulært kylling og en lille lammekotelet med et tilbehør af nogle ubestemmelige svampe, spinat tillavet på en alternativ måde, lidt ris og mixed salat.

Herefter går turen ud til Johannesburgs internationale lufthavn, hvor vi bliver sat af kl. tyve, men heldigvis finder en hyggelig rygelounge, hvor tiden indtil midnat, hvor flyet afgår, såmænd går hurtigt.

Som natmad serverer man i luften en noget kedelig dåsetomatsuppe sammen med en lidt intetsigende salat, og da klokken efterhånden er blevet et om natten, begynder kampen for at få sovet lidt.

Torsdag den 15/1 2009.

Den ti timer lange flyvetur er overstået, og jeg dikterer det her i Amsterdams Shipol lufthavn ved nitiden om morgenen og har gennem vinduerne udsigt til den urimeligt hensynsløse behandling, som bagagen udsættes for.

Midt på eftermiddagen afgang til Billund, hvor piloten godt en time senere med imponerende træfsikkerhed blidt lander flyet trods få meters sigtbarhed i tæt tåge.

Det er europæisk tolddag, så der er fuld bemanding ved skranken, og for første gang i mange år bliver vores kufferter gennemgået. Alle er venlige, og med deres scanner finder de frem til Charlottes gadenøgler, der er blevet forlagt i bagagen.

Vi når bussen til Århus kl. 17.30, får hentet hundene, købt pizzaer og åbnet kufferterne, hvor vores flotte jernibis ligger med brækket ben sandsynligvis fra Amsterdam, men vores hjælpsomme nabo svejser det sammen, og således slap alle fra rejsen uden men.